Jeg har sår på mine knoer. Ikke fordi jeg har tæsket nogle. Har ikke været oppe og slås i tre år, og regner heller ikke med at skulle det. Og selvom jeg for længst har lagt mine noget så voldelige angreb bag mig, så kommer mine aggressioner stadig frem i mig engang imellem. Og derfor får min hårde stenmur lige nogle bank. Egentlig ikke fordi, det gør meget forskel, udover jeg får sår på mine knoer, og de gør ondt nogle dage efter. Men det er rart nok at tænke, at man ikke har mistet det at blive "vred".
Det er hele blevet en "fornyelse". Noget af det højeste jeg elsker, er det med at se folk der op til mig. Altså, sådan rent fysisk. At mærke den varme fra spotlight på scenen, og se mit band stå foran mig, og foran dem....... Et publikum. Og lige fra den første tone er slået af til den sidste tone er slået fra, så er det bare ubeskriveligt. Det med at man sidder der, bag instrumentet osv. og tænker på: "Det her vil jeg leve af". Men ikke nok med det, så har jeg virkelig fundet dét. Sidde og spille og leve sig ind i sin helt egen verden er fantastisk. Ville ønske at alle kunne prøve det, men det kommer jo an på hvilken person man er, og for andre må jeg jo acceptere at det er noget andet.
En hel anden stemning lægger sig over det hele, når "dét" er der. Jeg ved, det er det eneste tidspunkt jeg bare kan sidde og forelske mig. Udvide min horisont, og blive bedre til at forstå ting jeg ikke forstår. Og jeg elsker tanken om, at det er noget jeg har. Noget jeg virkelig kan holde af ind til det inderste. Men det er ikke noget jeg bare kan give slip på, og hvis det ville, så kunne "dét" gøre mig mere ked af det end jeg nogensinde har været før. Og det er det sidste jeg ønsker.
